Grøn infrastruktur

“Det skal være attraktivt at cykle, gå eller tage kollegtiv trafik “ 

Den positive udvikling, som Helsingør er inde i, skal komme alle borgere – både de svage og de stærke - til gavn med udgangspunkt i, at alle kan bidrage positivt til lokalsamfundet, hvis de får de rigtige forudsætninger.

Cykelisthandlingsplanen skal op i gear og være mere ambitiøs for hele kommunen

I Radikale Venstre ønsker vi at skabe en mobilitetsrevolution i hele Helsingør kommune, hvor det er nemt, trygt og attraktivt at cykle, gå eller tage offentlig transport. Bilen skal ikke længere være det eneste reelle transportvalg. Vi tror på en grøn fremtid med flere valgmuligheder, mindre trængsel og mere livskvalitet i hverdagen. Det kræver en politisk vilje til at prioritere klimaet, sundheden og fællesskabet over kortsigtede løsninger og bilens dominans.

Cyklen som en central del af fremtidens mobilitet

Cyklen er et fantastisk transportmiddel: den er klimavenlig  og fylder langt mindre i byrummet end bilen. I Helsingør kommune har vi et stort potentiale til at blive en førende cykelkommune i Nordsjælland, men i dag halter vi bagefter på både sammenhæng og sikkerhed. Mange strækninger mangler sikre cykelstier og overgangen mellem cykel, tog og bus er ofte besværlig eller ulogisk.

Radikale Venstre vil derfor arbejde videre med cykelisthandlingsplanen og gøre den mere ambitiøs for hele kommunen. Vi skal have flere sikre og bredere cykelstier, bedre belysning og tydeligere skiltning – også i landområderne. Vi skal sørge for sikre skoleveje og etablere supercykelstier mellem byer, så det bliver oplagt at tage cyklen – også for pendlere og familier.

Det skal være trygt at efterlade sin cykel og tage videre med toget

Cykelparkering skal opgraderes markant – især ved stationer, skoler og kulturinstitutioner. Det skal være overdækket, sikret og let tilgængeligt, så man trygt kan efterlade sin cykel og tage videre med toget.

Bedre kollektiv trafik binder kommunen sammen

I Radikale Venstre ønsker vi at gøre det nemt, grønt og attraktivt at vælge bussen eller toget, både i hverdagen og i fritiden. Helsingør Kommune er mere end bymidten, og vi skal sikre, at borgere i Tikøb, Ålsgårde, Espergærde og resten af oplandet har pålidelig og hyppig kollektiv transport. Det styrker fællesskabet og gør det lettere at bo, arbejde og
uddanne sig lokalt uden at være afhængig af bil. Kollektiv trafik er en afgørende del af den grønne omstilling. Flere busafgange, bedre forbindelser til tog og let adgang til pendlerparkering er nødvendige, hvis vi vil mindske trængsel og CO₂-udledning