Selvstændig ehvervsdrivende og iværksætter i over 30 år
Bosat i kommunen siden 1974
Jeg har i over 30 år drevet egen internationale virksomhed, hvilket har givet mig en værdifuld forståelse for både erhvervslivets vilkår og det globale perspektiv. Denne erfaring bruger jeg nu aktivt i min politiske vision for Helsingør Kommune, hvor jeg ønsker at skabe en kommune, der tiltrækker og støtter både nye virksomheder og lokale iværksættere.
Jeg har flere års politisk erfaring – både som bestyrelsesmedlem og i flere år som formand for vores lokale partiforening. Siden jeg første gang stillede op til byrådet i 2017, har jeg været aktiv i det politiske arbejde, først som suppleant i fire år og siden 2021 som valgt byrådsmedlem. Gennem næsten fire år i byrådet har jeg opnået solid erfaring og indgående kendskab til det kommunalpolitiske maskinrum – og jeg glæder mig til at bruge både min viden og engagement i endnu en periode, hvor jeg fortsat vil arbejde for fremgang og en bæredygtig udvikling i Helsingør kommune.
Positive forandringer
Jeg er en passioneret samfundsdebattør og har en dybfølt ambition om at skabe positive forandringer i Helsingør Kommune. Som spidskandidat for Radikale Venstre er jeg optaget af at skabe muligheder og støtte til alle borgere, så de kan bidrage til det fælles bedste. Jeg tror på, at dialog, åbenhed og inddragelse af borgerne er nøglen til en kommune i fremgang. I Helsingør Kommune skal der være plads til forskellighed, innovation og fællesskab.
Jeg brænder særligt for at være de svage og marginaliseredes talerør i byrådet. Uanset om det handler om udsatte børn og unge, ældre uden netværk, mennesker med handicap eller borgere der kæmper med psykisk sårbarhed, så skal de ikke stå alene. Jeg tror på en kommune hvor fællesskab og værdighed er noget, vi skaber sammen, og hvor politik gør en reel forskel i menneskers hverdag.
Privat er jeg gift med Britta Mogensen, og sammen har vi tre voksne børn, som alle er flyttet hjemmefra. Familien og lokalområdet er mit fundament, og jeg sætter en stor ære i at kunne bidrage til fremgang i det samfund, hvor jeg har mine rødder.
Jeg startede min skolegang i Skive i Jylland, hvor jeg tilbragte mine første skoleår. I 1974 flyttede min familie og jeg til Tikøb, og jeg begyndte i 6. klasse på Tikøb Skole. Tikøb blev hurtigt mit hjem, et sted fyldt med fællesskab, nærhed og gode minder.
Efter 7. klasse fortsatte jeg på Borupgårdskolen i Snekkersten, hvor jeg gik frem til og med 10. klasse. Det var en ubekymret tid, det dannede et solidt grundlag for mit videre liv. Senere gik jeg på Espergærde Ungdomsskole, her tilbragte jeg mange af min aftener. Jeg afsluttede min HF på Espergærde Gymnasium, og her havde jeg et fantastisk ungdomsliv.
Mit første arbejde var som pædagogmedhjælper i Helsingør på Abildvænget fritidshjem og senere på Hymersvejs fritidshjem, hvor jeg blandt andet lærte at tage ansvar og bidrage omsorgsfuldt til børns og unges liv. De 5 år har helt sikkert formet mit syn på livet.
Jeg blev derefter lagermedarbejder i Birkerød og fik erhvervet mig et truckcertifikat. Af forskellige årsager fik jeg indblik i salg og skiftede derfor spor. Jeg blev sælger og her fandt jeg både glæde og stor interesse for faget. Jeg arbejdede mig op og blev salgschef i samme firma, hvilket gav mig værdifuld erfaring i ledelse og forretningsudvikling. Derfor tog jeg i 1993 springet og blev selvstændig.
Med mig i byrådet, i endnu en periode, får Helsingør Kommune en stærk folkevalgt. Jeg er drevet af ønsket om at bygge bro mellem mennesker og muligheder, og ser det som en chance for at give tilbage til det samfund, der har formet mig.
Ordfører for Radikale i Helsingør byråd.
Medlem af:
Når jeg har fri, bruger jeg naturen. Her finder jeg ro og lader op.
Derfor kæmper jeg for, at vi skal passer bedre på den – sammen.
Har du noget på hjertet? Tøv ikke med at skrive til mig.